Kanotur på Odense Å

08-07-2023, 09:00–18:00

Kanotur på Odense Å lørdag d. 8. juli 2023

 

Mødested 

Skibhusgården kl. 09.15

skibhusvej 388, 5000 Odense C

eller

Skovsøen kl 10.15

 

Vi sejler fra Skovsøen, gennem Odense midtby, forbi Ejby Mølle, i et stort sving uden om Vollsmose og herefter gennem Åsum og Seden for til sidst at gå i land Skibhusene. Detaljeret rutebeskrivelse og kort er til sidst i beskrivelsen. 

 

Når vi er kommet i land, skal kanoerne rengøres. Vi slutter turen her, eller hvis der er stemning for det, med at købe take away mad eller gå på café.

 

Vi har 8 kanoer til rådighed, hvorfor der kan deltage maximalt 16 personer. Deltagerne skal kunne svømme og fysisk kunne håndtere en pagaj. Nybegyndere er meget velkommen, da vi forsøger at sammensætte besætningerne, således at der er en “erfaren” sejler i hver kano. Der vil være redningsveste til alle samt hjulsæt til brug ved overbæringerne.

 

Vi vil anbefale ikke at have andre faste aftaler bagefter, da vi ikke kan sætte en eksakt tid på hvornår turen slutter. Vi gætter på, at det er ca. kl. 18.00.

 

Mødested og tid: 

“Skibhusgården”, Skibhusvej 388, 5000 Odense C. kl. 09.15 og ikke senere. Herfra tager vi med bus (rute 85 afg. 09.27) mod banegården og  derfra med tog til Fruens Bøge Station. Kom i god tid og beregn tid til at finde stedet Der er gode parkeringsforhold. Fordelen ved at møde op ved slutstedet er, at man så har sin bil/cykel der. 

 

Alternativt kan man møde op ved Skovsøen ved broen over Odense å. Kl 10.15. Man skal så selv sørge for at komme til Skovsøen, hvis man har efterladt bil eller cykel der. Skriv til så vi kan kordineere og vi ikke står og mangler dig.

 

Tilmelding:  Senest d. 29 juni kl. 20 via place2book. https://www.place2book.com/da/sw2/sales/tjoia0416o

Det  koster 75 kr. plus gebyr. Ved tilmelding bliver man bedt om at svare på følgende: 

  • har du erfaring eller er du nybegynder med kano
  • mobilnummer, mailadresse og medlemsnummer
  • møder du op ved Skibhusgården eller Skovsøen 

 

 

Hvis tilmeldingen er lukket eller du er for sent på den - så send en mail til  naturklub@gmail.com. Vi kontakter dig i tilfælde af afbud - skriv venligst samme informationer som ovenfor.

 

Medbring: Tøj efter vejret på dagen. Vi anbefaler, at man medbringer skiftetøj samt en stor plastpose og noget snor så ens bagage kan holdes tørt og bindes fast til kanoen. Medbring også siddepude, drikkevarer ( kaffe, the, vand o.l.), frokost og evt. kage/frugt samt rejsekort eller penge til busturen. 

 

Hvis der er en morgenfrisk person, der vil hjælpe med at få kanonerne ud til startstedet, kan vi godt bruge en ekstra hjælp til af og pålæsning. Vi starter ca. kl. 07.30. I så fald kan man sende en mail til naturklub@gmail.com.

 

Spørgsmål kan sendes på mail til naturklub@gmail.com eller til 

Arne 40 76 93 10 

Erling 20 68 19 33.

 

Vel mødt til alle. 

 

Hilsen Naturgruppen

 

Detaljeret beskrivelse af turen:

Vores kanoer ligger klar til dagens udflugt ved skovsøen. Vi starter ca. kl.10.15. 

 

Strækningen fra Skovsøen til Erik Bøghs sti er smal og grene hænger ud over åen, herefter bliver åen bred og langsomt flydende til Munke Mose -  måske møder vi Åfartens båd. Vi har den første overbæring og pause ved Munke Mose. 

 

Næste del fører os gennem byen, forbi Eventyrhaven og vaskepladsen ved Påskestræde og stykket langs Sankt Jørgens Gade med piletræerne, der næsten lukker hen over hovederne på os. Vi nærmer os Ejby Mølle og den sidste overbæring.

 

Herfra er der kun en kort sejlads før vi rammer Kulturbotanisk have, hvor frokosten indtages. Vi er nu ca. halvvejs på ruten.

 

Efter en god pause går vi i kanoerne igen. Åen laver et stort sving bagom Vollsmose, hvor der er enge og høje siv. Vi passerer broen ved Åsumvej, derefter cyklistbroen ved Seden Syd og til slut broen over Kertemindevej. Herefter kommer vi til engene ved Seden, hvor åen bliver bredere, og man begynder at få lidt bølgeskvulp fra fjorden. Der er ikke rigtig flere steder at gå i land, men måske kan vi tage et hvil på åen, hvor vi hægter kanoerne sammen.

 

Herefter padler vi det sidste stykke til Østre Kanalvej, hvor vi drejer til venstre og sejler 500 meter op i kølevandskanalen ved Fynsværket. Vi tager kanoerne på land ved den lille bådehavn (ved Færgevej), og trækker dem på de medfølgende vogne, ca. 500 meter til Skibhusgården. 

Gå tilbage