Vedtægter af 13. februar 2010 for
Single Rock Café Odense.
1. Foreningens navn er 'Single Rock Café Odense'. Foreningen er hjemmehørende i Odense.
Foreningen er en selvstændig forening under Single Rock Cafe Danmark, der ejer navnet og konceptet. Single Rock Cafe Odense er medstifter af Single Rock Cafe Danmark og forpligter sig til at arbejde inden for dennes koncept.
2. Foreningens formål er at synliggøre og legitimere singlekulturen via etablering og organisering af flere og nye muligheder for kontakt og aktivitet singler imellem.
3. Adgang til, og deltagelse i, foreningens aktiviteter forudsætter medlemskab. Arrangementer kan dog i særlige tilfælde være åbne for offentligheden. Foreningen kan indgå aftaler med andre Single Rock Café foreninger om gensidig medlemsadgang.
4. Foreningen er ikke kommerciel, men kan vælge at støtte for eksempel selvstændige økonomiske initiativer, der har tilsvarende formål. Foreningen skal så vidt muligt undgå, at tilbyde arrangementer og aktiviteter, som i forvejen udbydes af eksisterende dansesteder og lignende. For eksempel er det ikke foreningens opgave at arrangere rockkoncerter og drive restauranter.
5. Foreningens drift gennemføres ved hjælp af medlemskontingenter, indtægter ved arrangementer, eventuelle offentlige tilskud, sponsoraftaler, fonde med videre. Overskud for foreningens virksomhed indgår i driften og forvaltes af bestyrelsen i overensstemmelse med foreningens formål.
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.
6. Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
7. Bestyrelsen er på mindst 2 personer og højst 6 personer, inklusive formand. Valgbar til bestyrelsen, og som suppleanter er alle medlemmer, som er opstillingsberettigede. Opstillingsberettigede er medlemmer, som har tegnet medlemskab for mindst 6 måneder.
Bestyrelsen vælges for 1 år ad gangen. Der vælges op til 4 suppleanter.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og kasserer. Bestyrelsen vælger altså selv, hvem der skal have hvilke poster.
Bestyrelsen nedsætter faste udvalg med reference til bestyrelsen. Udvalgene har de af bestyrelsen givne ansvars- og kompetence-områder.
Foreningen tegnes udadtil af formand og kasserer i forening, eller af to bestyrelsesmedlemmer valgt af bestyrelsen. Alle beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Er der ikke valgt formand falder et forslag såfremt der er stemmelighed.
8. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år inden udgangen af februar måned.
Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel. Kun personer, som er medlem af foreningen på tidspunktet for indkaldelse, kan deltage i generalforsamlingen. Bestyrelsen kan dog vælge at invitere nyindmeldte med som gæster på generalforsamlingen.
Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse. Regnskabet skal foreligge revideret 14 dage før ordinær generalforsamling. Dagsorden er følgende:
1.Åbning af generalforsamling af formanden.
2. Valg af dirigent og referent.
3. Valg af stemmetællere.
4. Formandens beretning.
5. Regnskab.
6. Evt. forhøjelse af kontingent.
7. Behandling af indkomne forslag.
8: Valg af bestyrelse.
9: Valg af suppleanter.
10. Valg af revisor og suppleant.
11. Eventuelt.
9. Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes ved almindeligt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Medlemmer af landsbestyrelsen kan deltage i generalforsamlingen – dog uden stemme og tale ret.
10. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, hvis denne finder det nødvendigt, eller hvis mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne eller minimum 20 procent af foreningens medlemmer begærer dette. Vedtægterne kan ændres på en generalforsamling, hvis ændringen er et selvstændigt punkt og beskrevet på den udsendte dagsorden. Punkt 13 i vedtægterne kan til enhver tid ændres af bestyrelsen.
11. Som medlem af foreningen kan optages personer, der betragter sig selv som single. Foreningens primære målgruppe er ressourcestærke singler i aldersgruppen 30 år til 55 år.
Foreningen har 3 slags medlemskaber: 1, 6 & 12 måneders. Adgang til og stemmeret på generalforsamlingen forudsætter gyldigt medlemskab med en varighed på mindst 6 måneder.
Min. Kontingent fastsættes på generalforsamlingen (landsmødet) i SRC Danmark, der afholdes hvert år i september måned.
Der er indgået landsfællesskab, der betyder at et medlemskab fra én lokalforening, giver adgang til alle lokalforeninger i Danmark, dog skal der erlægges et beløb i eventuel entre, der er gældende for det pågældende arrangement.
Bestyrelsen kan ekskludere ethvert medlem, såfremt pågældende opfører sig på en sådan måde, at foreningens virksomhed eller formål skades. En eksklusion kan ankes til medlemsafgørelse på førstkommende generalforsamling. Anken skal foreligge bestyrelsen skriftligt senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse.
12. Opløsning af foreningen kan vedtages på en i dette øjemed særlig indkaldt generalforsamling.
Procedure i øvrigt i henhold til paragraf 8.
Ved lokalforeningens opløsning skal skyldige omkostninger til SRC Danmark og medlemmernes restkontingent indbetales til SRC Danmark. Dette er at regne fra datoen for den opløsende generalforsamling.
Den tilbageværende formue kan tilfalde SRC Danmark, en forening, eller et projekt med lignende formål og indhold. De nærmere bestemmelser omkring dette sker efter den opløsende generalforsamlings beslutning.
Ved en evt. negativ formue, bortfalder denne bestemmelse.
Ved opløsning af en lokalforening, vil gyldigt medlemskort gælde til alle øvrige lokalforeninger.
Formanden eller anden af bestyrelsen valgt person sørger for at indkalde til bestyrelsesmøder. Bestyrelsen har et fælles ansvar for at tilse, at de nedsatte udvalg fungerer efter hensigten.
Kassereren foretager almindelig bogføring og udarbejder kvartalsvise momsregnskab som danner grundlag for afregning af moms med told og skat.
Kvartalsregnskaberne danner desuden grundlag for udarbejdelse af årsregnskab.
Alle bestyrelsesmedlemmer har adgang til at få oplysninger om den økonomiske situation for foreningen.
Kassereren sørger for nødvendige konti til brug for foreningens drift. Alle transaktioner kræver godkendelse i bestyrelsen, idet bestyrelsen dog kan give fuldmagt til kassereren om at varetage den daglige drift.
13. Foreningen har ikke egne lokaler, men modtager post på kasserens adresse.
Således vedtaget på ordinær generalforsamling den 13. februar 2010 i Odense.